Ny 30 måls 3D bane ved Randers

posted in: Nyheder | 0

Bueskydning Danmark skriver i dag om Randers Bueskyttelaug som har modtaget kommunalt støtte til at etablere en ny 3D bane udenfor Randers. Det er også godt nyt for 3D skytter som er medlem af Aarhus Bueskyttelaug, idet banen vil være åben for gæster fra andre klubber, mod brugerbetaling.

Læs hele nyheden fra Bueskydning Danmark herunder eller på bueskydningdanmark.dk

Stort kommunalt tilskud til Randers Bueskyttelaug

Randers Bueskyttelaug har fået bevilget 40.000,- kr. af Randers kommune, til etablering af en ny 3D bane til klubben. Banen bliver en anlagt på Kronjyllands Jagtforenings arealer ved Assentoft, som Randers Bueskyttelaug har lejet sig ind på.

Det bevilgede tilskud skal gå til opstarten af 3D banen med opsatte skum-dyr i terrænet. Vi har fanget foreningens formand, Lars Christian Jensen til en længere kommentar til den glædelige nyhed.

“For godt et halvt år siden kom en gruppe af vores medlemmer med en idé. De kunne godt tænke sig at arbejde frem mod at få etableret en 3d-bane. 3d-skydning er hos os i Randers Bueskyttelaug, som mange andre steder, den disciplin der tiltaler flest medlemmer. 

Vi er en klub med omkring 45 buejægere. Med 3d-skydningen har vi fået dem med på det at skyde stævner. Så pludselig er vi rigtig mange der deltager. Vi kunne f.eks. stille med hele 26 skytter til årets DM i 3d.

Derfor syntes alle om idéen. Vi vil rigtig gerne kunne tilbyde vores medlemmer den træningsmulighed også. Der skulle bare lige findes et område, hvor banen kunne anlægges. Den del var der også tænkt på, og et område var allerede fundet. En lokal jagtforening havde terrænet, og ville gerne leje det ud til os til fordelagtig pris.

Næste udfordring var det økonomiske i projektet. At skulle investere mange tusinde kroner af klubbens penge var ikke så let en mulighed da vi står overfor flere udgiftstunge renovationer. Vi syntes dog alle sammen at vi nu var kommet så langt at det ville være ærgerligt hvis det ikke blev til noget.

Foto: 3D Archery Denmark, taget ved 3D DM i Fredericia , sept. 2014

Derfor gik 3d-udvalget, sammen med vores kassér i gang med at søge fonde. Kaffekassen hos buejægerafdelingen blev også tømt.

Desværre gav søgningen afslag. Vi blev enige om at tage kontakt til Randers kommune. Måske var der hjælp at hente der. Vi var klar over at det ikke altid er let for kommunerne at afsætte sådanne midler i en tid med stram økonomi.

På under en uge fik vi det glædelige svar, at de syntes at det var et rigtig godt initiativ, og at de meget gerne ville støtte op. Så der var mildest talt feststemning da kassereren ringede mig op med nyheden. Det er fantastisk at komme fra en kommune der virkelig tror på, og ser vores sportsgren!!!

Så stort tak til Randers Kommune, men især også tak til de ildsjæle i klubben, der har knoklet for at få det til at lykkes!

I skrivende stund mangler vi kun at få ganske få dyr hjem. Så efter nytår tager vi fat på at anlægge en 30 måls bane hos Kronjyllands jagtforeningen. Det vil for andre klubber, blive muligt at komme og prøve kræfter med banen, der kommer til at ligge i et udfordrende og kupperet terræn lige udenfor Randers. Der vil blive brugerbetaling som afregnes via MobilPay.

Vi håber at kunne tage imod rigtig mange skytter fra nær og fjern i det kommende år.

Lars Chr. Jensen, Formand Randers Bueskyttelaug”